Om

Stemmer i Mørket blev til på Samsø på en råkold novemberdag i 2019. Det var på det tidspunkt, hvor sommeren for længst er blegnet i ens hukommelse, og næste højdepunkt virker langt væk. Derfor besluttede vi os for at skabe et højdepunkt i vintermørket, noget at samles om – det højdepunkt er blevet til Stemmer i Mørket.

Stemmer i Mørket drejer sig om litteraturen, og alle de former for mørke, der findes i litteraturen. Både mørket i os selv, og i det mørke, vi omgiver os med. Fremfor at vende os væk fra det, vil vi dykke ned i det, udforske det og blive klogere.

Bag Stemmer i Mørket står foreningen RØST, og vores ambition med Danmarks, måske mindste, litteraturfestival er at udforske og udfordre os selv og hinanden i mødet med litteraturens mørke sider. Det glæder vi os til at gøre sammen med jer.

På vegne af Røst,
Sarah, Jacques og Marianne